Flamenco for førstegangsgæster

Tre kunstarter i én

UNESCO kalder flamenco for en kunstform, der kombinerer sang, dans og instrumentalspil, som på spansk hedder cante, baile og toque. Det sydlige Andalusien er dens hjerte, og UNESCO optog den på listen over menneskehedens immaterielle kulturarv i 2010. Cante synges normalt siddende og uden kor, med korte og enkle tekster.

Hvor det kommer fra

Flamenco opstod i det sydlige Spanien og er tæt knyttet til Gitano- eller Roma-fællesskabet, som UNESCO tilskriver en afgørende rolle i dens udvikling. Den går i arv gennem familier, dynastier, sociale grupper og flamenco-klubber. Du møder den til festivaler og private fester såvel som på scenen, så et show kan føles lige så meget som en fest som en koncert.

Sangeren

Cante er flamencoens vokale side, sunget af mænd og kvinder. UNESCO bemærker, at følelserne spænder fra sorg og tragedie til glæde og frygt, udtrykt gennem oprigtige, ekspressive tekster. Det er ikke nødvendigt at forstå hvert ord: stemmen bærer følelsen, og guitaren og danseren svarer på den.

Hvordan mænd og kvinder danser den

UNESCO siger, at teknikken er kompleks og forskellig, alt efter om udøveren er mand eller kvinde: tungere brug af fødderne for mænd og blidere, mere sanselige bevægelser for kvinder. I praksis lægger moderne flamenco vægten på lynhurtigt fodarbejde udført med absolut præcision for begge.

Rent, klassisk og moderne

Flamenco puro, den stil der ligger tættest på sine gitano-rødder, danses ofte solo og bygger på signaler og tilråb, der former en improviseret struktur – ikke på fastlagt koreografi. Klassisk flamenco, den stil som spanske dansekompagnier oftest opfører, danses stolt oprejst med lange arme. Moderne flamenco kræver årelang træning. Et enkelt show kan blande alle tre.

The guitar

Guitaren, eller toque, er for længst vokset ud af sin første rolle som akkompagnement til en sanger. En guitarist sætter rytmen ved at strumme og ved at tromme på lydpladen og kan spille soloer. Kastagnetter, klappen i hænderne og trampen med fødderne slutter sig til som andre instrumenter.

Palmas og compás

Compás er det rytmemønster, der holder et stykke sammen. Uden en guitarist bæres det af klappen i hænderne, kaldet palmas, eller af knoer, der bankes mod et bord. Bulerías, den emblematske stil, bevæger sig i en tolvslags cyklus med vægt på bestemte slag, og palmas spilles i grupper af seks hen over den.

Råbene fra salen

Udøverne opmuntres af tilråb som "olé", og guitar, klappen og fodarbejde svarer hinanden. Danserne bruger tungt fodarbejde, kaldet zapateado, og kan bruge rekvisitter som castagnetter, sjal og vifter, som den røde vifte på mange fotografier af dansen.

Sevillanas, festens fætter

Sevillanas hører Sevilla og omegn til – en folkemusik- og dansetradition, der opføres på markeder og festivaler af par i alle aldre. Deres musikalske mønster er begrænset, og elever af flamenco begynder ofte med dem. Hvis et show indeholder et sevillanas-nummer, er det den mest festlige stil på programmet.

En danser ved siden af en hest

Hos El Ranchito er flamencoen en del af et hesteshow. Billetterne fremhæver en dans mellem flamencodanseren og hesten, og middagsmuligheden fortsætter med et separat flamencoshow på en restaurant. Forvent mindre af intimiteten fra et lille lokale og mere af et arenaspektakel i ride-delen.

Læs næste: Hesteshowet i Torremolinos forklaret

Hvad du skal lytte efter

Lyt først efter stemmen, så efter guitaren, så efter klapsalverne. Læg mærke til, hvor danseren stopper, og rummet bliver stille, før fødderne vender tilbage. Du behøver ikke kunne spansk: rytmen, fodarbejdet og stilhederne bærer betydningen, og værterne ved showet taler engelsk, spansk, tysk og fransk.